Der er ikke noget, som at kaste sig i de knitrende hvide dyner på et elegant luksushotel. Samme fornemmelse skaber du derhjemme med Marianno, der er internationalt i designet og indbyder til morgenmad på sengen. Gjort i valnød og kunstlæder med matchende sengebord og kommode. Tilsæt lækkert tilbehør og gør soveværelset til et rum, du også har lyst til opholde dig i med åbne øjne.
Rendyrket minimalisme i sort og hvidt er designet til et langt liv i dine private gemakker. Og så flot i udtrykket, at du sagtens kan lade døren stå åben til soveværelset, når du har gæster. Italienske "Sassari" består af seng, sengebord og kommode, så du kan gennemføre stilen ned i allermindste detalje. Også i tilbehøret.
Sværmer du for et soveværelse, der dufter af nostalgiske badehoteller, er "Romance" et godt bud. Designet er en strammere udgave af den gustavianske stil. Giv det kant og kontrast med sorte detaljer og tilbehør og få et cool new yorker-look. Det piller det lidt nuttede af den romantiske stil.
Der hviler en lys og let sommerstemning over "Liva". Den rendyrkede gustavianske stil er indbegrebet af hygge, varme og nostalgi. Fuldend retro-looket med blomstrede vattæpper, et væld af puder i douche farver og håndknyttede kludetæpper, der har den helt rigtige patina. Så er idyllen sikret i soveværelset.
Er du til rustik landlighed og gennemført diskret luksus, så hop i seng med "Leonora". Her mødes gammeldags charme og moderne komfort baseret på de bedste håndværksmæssige traditioner. Seng, sofabord og bænk er udført i egetræ med hørbeklædt betræk på gavl og bænk. Badeværelsesmøblet er også i eg med bordplade i granit og porcelænshåndvask. Fuldend det rustikke romantiske miljø med et rigt ornamenteret full-size spejl, der giver dybde til rummet.
Klassisk er bestemt ikke lig med kedeligt. Læn dig tilbage i dynerne i afslappet loungestil i den overdådige "Toulouse"-seng, der er gjort i blødt kunstlæder med matchende puffer. Sengebord og kommode i lakeret patineret poppeltræ giver hele miljøet et eksklusivt udtryk. Og så kan du roligt gå på trofæjagt i sæsonens hotteste accessories: Dyrefigurer i hvid keramik. Naturen er i den grad rykket ind i soveværelset.
I soveværelset skal der være plads til hygge og afslapning - også med den nyeste generation. Det kræver blot lidt energi i valget af møbler, der både skal være smukke og funktionelle og med god plads til opmagasinering, så soveværelset ikke flyder. "Kuona"- sengen og kommoden er et godt sted at starte. Og den klassiske tremmeseng med matchende puslebord er den bedste vuggegave, guldklumpen kan drømme om.
Rent, svalt og lyst i et design, der befinder sig i krydsfeltet mellem italiensk enkelthed og dansk tradition. Sådan er "Oxford"-serien, der er udviklet af den danske designer Hans Thyge Raunkjær, som har boet og arbejdet i Milano. Skabt af sæbebehandlet askefiner, som signalerer klassiske dyder, der er evigt holdbare på tværs af skiftende modetrends. Vil du følge dem, kan du altid selv tilsætte puder og tilbehør, der matcher tidens strømninger.